Skip to Content

Brugerejede kabelnet i medieaftalen

24. september 2026 af
Brugerejede kabelnet i medieaftalen
Fda - Forenede Digitale Anlæg
Hvorfor bør brugerejede kabelnet tænkes med i medieaftalen?
Dette indlæg har FDA bragt på vores sociale medier, dels efter mødet i Kulturministeriet, men også som kommentar til de seneste dages ytringer fra politikerne.

Når politikerne forhandler en ny medieaftale, bør de ikke kun tale om public service, streamingtjenester og dansk indhold. De bør også tænke på den digitale infrastruktur, der bringer tv, internet og kommunikation ud til borgerne.

Derfor har vi i Forenede Digitale Anlæg rakt ud til Kulturministeren og Kulturministeriet.

På et møde fik vi mulighed for at drøfte den rolle, som lokale, brugerejede kabelnet kan spille i fremtidens mediepolitik. Vi præsenterede vores perspektiver og fik samtidig en værdifuld dialog om området.

Fra vores side pegede vi på tre behov:
• Teknologineutrale rammevilkår, hvor coax, hybridfiber og fiber vurderes efter, hvad de leverer – ikke efter deres navn.
• En moderne, gennemskuelig og rimelig rettighedsbetaling på det danske tv-marked.
• En uafhængig analyse af hele tv- og distributionsmarkedet, så reguleringen bygger på viden om alle aktører.

Hos Forenede Digitale Anlæg har vi 150 lokale kabelnet, som leverer digitale tjenester til 150.000 husstande og cirka 400.000 borgere. De er brugerejede, lokalt forankrede og drevet på non-profit-vilkår.

De brugerejede kabelnet er ikke et levn fra en analog fortid. De investerer i moderne digitale anlæg, netværksrobusthed og forsyningssikkerhed. Beslutninger om priser, investeringer og udvikling bliver truffet tæt på brugerne.

Vi mener, at fibernettet ikke på forhånd bør betragtes som den eneste rigtige vej. Coax og hybridfiber kan også levere hurtige og stabile forbindelser.

Vi efterspørger ikke særbehandling. Vi håber på fair konkurrence, platformsneutralitet og teknologiuafhængig regulering.

Mediepolitik handler også om, hvordan indholdet når frem. Derfor håber vi, at brugerejede kabelnet bliver tænkt med i arbejdet med den kommende medieaftale.

/Per Theisen, landsformand, Forenede Digitale Anlæg