FDA Orientering nr. 1

Kampen atter fløjtet i gang!

Nu kunne det godt være VM i håndbold jeg hentydede til, men det er det ikke

 

 

Derimod er det kampen for hele tiden at sikre medlemmerne de bedste vilkår og muligheder for konkurrencedygtigt bredbånd, TV og telefoni i hele Danmark.
Det siges, at det er lysten, der driver værket. I de frivillige antenneforeninger, hvor bestyrelserne ikke er lønnede, men måske får et lille honorar for den store indsats, de udfører for deres medlemmer, er det netop lysten og interessen der driver værket.
Lysten og interessen er ”brændstoffet”.
At møde tilfredse medlemmer fra foreningen, der er taknemmelige for billige priser på bredbånd, TV og telefoni, der er glade for den lokale og hurtige service, de oplever i dagligdagen, som roser foreningen overfor venner og bekendte hvad enten de mødes i fitnesscentret, hos bageren eller i brugsen - det glædes vi ved.

Alle har brug for anerkendelse, fordi den gør os glade og motiverer os til at tage et nyt skridt, et vigtigt skridt og troen på at Vi kan, vi vil og vi tør!

Hovedbestyrelsen deltog i weekenden 17-18. januar i FDA Kick Off 2015, hvor fokus var rettet mod, hvordan vi kan gøre det endnu bedre for foreningerne, at være medlem af FDA.
Anders Dahl fra Aarhus, gav hovedbestyrelsen en vitaminindsprøjtning, som du kan læse mere om inde i bladet.

Danmarks Radio har netop udgivet en rapport om medieudviklingen i 2014, og det er spændende læsning. Værdikæden er under stor forandring.

Der ses en tendens til brancheglidning, forbruget af tv-oplevelser via streamning vokser, og så er der de slutbrugere, der helt eller delvist dropper ud. De er omtalt som henholdsvis Cable Cutter og Cable shaver, eller på godt dansk kabel klippere og kabel barbere.

Ifølge rapporten vælger 2 procent af befolkningen helt at klippe deres kabler. Sammenlignet med en nedgang i antal tilslutninger blandt FDAs medlemmer på 1,97 procent rammer vi også plet.

Kigger vi derimod på, hvordan nedgangen er fordelt på leverandører, er forskellene større.
Den gennemsnitlige reduktion i antal tilslutninger, hos medlemmer med Stofa som leverandør ligger på 2,76 procent, hos YouSee udgør den 2,04 procent og endelig hos Canal Digital/Viasat er nedgangen på 1,4 procent.
Hvis vi udelukkende kigger på reduktionen i antal tilslutninger hos FDA-medlemmer med eget internet, så er den markant lavere; kun 0,78 procent har valgt at forlade disse foreninger.

Hvad den egentlige årsag er til denne forskel vides ikke, men det kunne være interessant at undersøge nærmere.

Med denne leder giver jeg atter bolden op, og opfordrer alle FDATeams til at være klar, klar til at give andre spillere i markedet kamp til stregen. Det skylder vi ”publikum”, for de er jo vores medlemmer.
Husk på at vi spiller for at medlemmerne vinder, hver gang.

Bedste hilsner
Carsten Karlsen, landsformand, FDA