FDA Orientering nr. 3

Vi kan, hvis vi vil og tør!

På FDA konferencen i 2014 var overskriften ”Vi kan, vi vil og vi tør”. Som bestyrelses-medlem i en selvstændig antenneforening er det vigtigt at blive klædt godt på, både fagligt og mentalt.
Det faglige siger sig selv, men det mentale er måske vigtigere, når alt kommer til alt. Hvad nytter det at kende vejen til målet, hvis troen på at nå frem, ikke er til stede.
Målet er ikke at kunne alt til hver en tid, men målet er at fortsætte rejsen sammen med medlemmerne og skabe mest mulig værdi for de slutbrugere, der loyalt og trofast bakker op, og at sikre den fortsatte konkurrence i et marked, der ikke går af vejen for fortsatte prisstigninger.
FDA ser en tendens til, at fortsat flere og flere foreninger vælger at drive deres eget internet. Dermed cementerer foreningerne deres konkurrenceevne over for bl.a. elselskabernes fibereventyr og andre bredbånds konkurrenter.
Den største forhindring for at drive eget internet er ikke medlemmernes modvilje, eller manglen på finansiering, men derimod bestyrelsens mang-lende tro på, at det nytter og ikke fastlåser bestyrelsen i uoverkommelige opgaver, som den slet ikke har tid til.
Sammenhold gør stærk, og hvis vi i foreningerne evner at lære af hinandens erfaringer og at tage imod den hjælp der stilles til rådighed, så har vi fortsat flere muligheder end forhindringer.
På den netop afholdte Fremtidens TV-konference i København, kunne man godt foranlediges til at tro, at enden var nær, når vi hørte om kabelklipperne og konverteringen fra flow-tv til streaming-tv. FDA kan være stolt over i medlemsskaren at have egne profeter, som allerede for mange år siden forudsagde streamingens komme - i form af en interessant artikel om paradigme skiftet fra netop Megahertz til Gigahertz. Hvis vi fortsat ejer og driver infrastrukturen i antenneanlæggene, kan medlemmerne stadig frit vælge, om de ønsker at benytte deres andel af pladsen til MHz eller GHz, eller for den sags skyld til begge dele. De kan fortsat både opnå store besparelser og yde den bedste service – og fortsat være lokal forankret.
Vi skal værne om medlemmernes værdier og sikre brugsretten, det er vores hellige pligt, så længe vi spiller en rolle i bestyrelsen.
Arbejdet med FDA Messe og landsmøde 2015 er i fuld gang, og vi er stolte over fortsat at kunne samle bestyrelsesmedlemmer, leverandører og øvrige samarbejdspartnere til nogle hyggelige, inspirerende og lærerige dage i hinandens samvær. I år vil fredagen være dedikeret til konference og netværk, og lørdagen står i udstillingens tegn.

Jeg vil derfor gerne opfordre til, at I gemmer en ferie / fridag eller en afspadseringsdag til fredag den 30. oktober 2015, hvor FDA Messen 2015 skydes i gang.

Der er meget mere FDA-Messe 2015 i næste udgave af FDA-Orientering.
I og jeres familie ønskes alle en rigtig god og varm sommer.

De bedste hilsner
Carsten Karlsen, landsformand