FDA Orientering nr. 3

Leder: We wanna be free!
Af Carsten Karlsen, Landsformand

Sådan lyder den første del af omkvædet i en af Shu-bi-duas sange, der uden sammenlig-ning handler om at frigøre sig fra en fæl diktator.
 
Antenneforeningerne i Danmark har altid brystet sig at at være selvstændige og frie foreninger med radio og tv til deres medlemmer. Senere også bredbånd og telefoni til mar-kedets bedste priser, og ikke at forglemme den gode lokale service. Det er der vel ikke lavet om på? Årsagen til dette retoriske spørgsmål er, at vi i FDA fortsat ser kontraktforslag til de “frie” antenneforeninger med helt op til 120 måneders binding. Det svarer stort set til længden af den længste fængselsdom, man kan opnå, vel og mærke hvis man er meget “uheldig”. Men i vores verden er det altså ”frivillige aftaler” indgået mellem to parter.
 
Selv om det ofte hænger sammen med en større opgradering eller anden form for investe-ring, som bestyrelsen ikke umiddelbart kan se en finansieringsløsning på, er bindinger på 120 måneder uoverskuelig for de fleste. Specielt i betragtning af, hvor stærkt udviklingen går. Set med FDA briller virker så lange bindinger som forstadier til et salg. Godt nok er der en lille kattelem, hvor man mod en betaling kan frikøbe sig fra bindingen. Men er det så nu til den rigtige pris, og er man som forening i stand til at opspare den nødvendige kapital, når man har udliciteret produktionsapparatet uden mulighed for at opnå den fulde fortjeneste, som netop ville kunnet have betalt anlægsinvesteringen på 4-5 år.
 
FDA tilbyder hellere end gerne økonomisk rådgivning til medlems-foreningerne, så bestyrelserne får det allerbedste udgangspunkt for at at træffe den for medlemmerne “rigtige” beslutning!
 
Bindingsperioder bør ikke overstige 1-3 år, hvis man vil bevare konkurrenceevnen i foreningens tilbud til medlemmerne.
 
FDA Messe 2014 i Aarhus
FDA holder også i 2014 en stor samlet messe for distributører og leverandører til de danske antenneforeninger, ikke i Billund, men i Smilets By, Aarhus.
 
Vi har lyttet til ønskerne fra de udstillere, der trofast år efter år har bakket op om FDAs medlemsforeninger. Inde i bladet kan du læse meget mere om FDA Messe 2014. Jeg håber på medlemsforeningernes vegne, at deres leverandører bakker dem op med deltagelse i FDA Messen, her tænker jeg specielt på YouSee og Stofa, som i 2013 af forskellige årsager afstod fra at deltage.
 
FDA Messen er åben for alle, og jeg vil opfordre alle, der har mulighed for at deltage, til ikke at snyde sig for dens mange faglige input og den inspiration, der følger af samvær med bestyrelseskolleger, leverandører og andre samarbejdspartnere.