FDA Orientering nr. 5

SmartTV er over os og FDA Messen

Der er sat årstal og navne på nye tv-kanaler fra såvel DR som TV 2, og de første internationale streamede tv-kanaler målrettet nordiske seere meldte sig på skærmen – samtidig med at FDA Orientering nr. 5 forlod trykpressen.

Det kan man da kalde et seriøst oplæg til den forestående DFA Messe. Det vil blive tilbagevendende samtaleemner mellem de mange besøgende og udstillerne.              

Det vil uretfærdigt næsten blegne det nye medieforligs minimerede must carry-krav, selv om en lokal-tv producent i dette nummer slår endnu et slag for at få pligten udvidet til de kanaler, han repræsenterer.

Med streamet tv – med SmartTV som det nye navn, der smart nok ved at blive begrebets folkelige navn – træder nye distributører ind på vores område med de muligheder og de risici, det indebærer.

Det er en udfordring, FDA længe har gjort opmærksom på. Mange antenneanlæg har og andre er godt på vej til at tage den op.

Pionererne i husstandene er ved at varme op til det nye spændende. Hvor meget og hvor hurtigt flertallet følger efter er dog uvist.

Forinden skal vi have afklaret, hvor meget der kommer – for det standser ikke med Netflix og HBO - og til hvilken pris for os – vore medlemmer – samt ikke mindste hvilke tekniske justeringer vi skal igennem.

I FDA har vi længe forberedt os på nyskabelsen, og FDA Messen er et godt sted at drøfte den med kolleger.

I antenneforeningerne ligger man ikke stille, mens man venter. I dette nummer fortæller vi om en forening, som inddrager sommerhusområder i sit forsyningsnet – efter at have sat tilslutningsafgiften kraftigt ned.


LEDER: FDA formåede at ændre kurs i 2012

Ved Carsten Karlsen, landsformand for FDA

Tre års underskud er vendt til overskud
Det er svært at være pessimist, når det går godt. Dermed ikke været sagt, at alt er lyserødt og intet kan blive bedre. For det kan det, og det har jeg en forventning om at alle FDA medlemmer, sammen med ledelsen og sekretariatet fortsat vil bidrage positivt til.

Den nye ledelse, der påmønstrede primo november 2011, har i de seneste 11 måneder arbejdet intenst på at vende skuden og reorganisere mandskabet, således at vi er klar til at afstikke en ny kurs, og sætte fulde sejl.

Lad os for en stund bevæge os på land igen, nærmere til Nykøbing Sjælland, hvor FDAs sekretariat er placeret. Det er ikke den mest praktiske beliggenhed for os, der kommer på visit, men det er helt ok for medarbejderne. For alle er det en idyllisk beliggenhed, med smukke gamle bygninger og kun et stenkast fra vandet.

Vi har i første ”regeringsperiode” allerede gennemført følgende:

- Ansat ny sekretariatschef – Bjarne Ziegler.
- Afskaffet begrebet arbejdende landsformand.
- Ansat egen jurist.
- Vendt de seneste tre års konstante underskud til et solidt overskud i 2012.
- Sikret en indtægtsdækket regnskabsafdeling.
- Øget medarbejdernes trivsel på jobbet gennem involvering og anerkendelse, hvilket har affødt  kreativitet og nytænkning - til glæde og gavn for alle.
- Tilskyndet større frie antenneforeninger at etablere en frivillig indkøbsforening, som alle frie antenneforeninger skal kunne få glæde af - en nonprofit løsning.
- I samarbejde med Copydan Verdens TV tilvejebragt en aftale, der fremadrettet giver antenneforeningerne flere muligheder end hidtil.
- Fremstillet en folder omhandlende 800 MHz problematikken, med følgebrev og pressemeddelelse.

Sprudlende kaptajn
Med Bjarne Ziegler ved roret som sekretariatschef har vi fået en foreningernes mand med en fortid i DGI og med økonomisk indsigt fra en fortid i et pengeinstitut, og i internet-banken Mybanker.biz.
Vi er efter den relative korte periode, som vi nu har samarbejdet med Bjarne i, overbeviste om, at han ikke er en mand, der sætter kikkerten for det blinde øje. Han er en sprudlende foreningskaptajn, der formår at tilføre FDAs medlemsforeninger vind i sejlene.

At der blandt FDAs medlemmer er frie antenneforeninger,  der stadigvæk tror på ideen ”Sammen kan vi mere”, bekræfter, at der er ildsjæle i hele kongeriget, der fortsat ønsker de frie antenneforeningers mulighed for at forblive frie, og som til stadighed skal kunne være et alternativ til eksisterende og kendte løsningsmuligheder. Jeg hører ofte BOXdanmark nævnt i den forbindelse, men i modsætning til BOXdanmark, som aldrig blev en succes, er dette projekt kendetegnet ved at være opbygget fra bunden, med et solidt fundament med gode muligheder for tilbygninger efterhånden som behovet opstår i et ægte nonprofit-samarbejde.

De samarbejdende foreningers selvstændighed bevares 100 % – idet der netop ikke er tale om en fusion, men om et ægte indkøbssamarbejde.

For at flest mulige frie antenneforeninger får en økonomisk realistisk chance  for at deltage i projektet, vil der blive åbnet op for at søge økonomisk støtte til deltagelse i samarbejdet efter nærmere fastlagte vilkår.

Det er et spændende projekt, som vi glæder os til  at følge.

Arbejdende landsformand
Begrebet arbejdende landsformand har både hovedbestyrelsen og landsmødet haft et ønske om at kunne afskaffe.

Det er absolut ikke hensigtsmæssigt, at de administrative og politiske opgaver er blandet sammen.
Som landsformand for FDA er der stadigvæk nok af udfordringer at tage fat på.

Sekretariatet
Grundet FDAs økonomiske situation har det været nødvendigt at tilpasse antallet af medarbejdere på sekretariatet, hvilket har betydet at vi har måttet sige farvel til flere dygtige medarbejdere.

Det nuværende team af medarbejdere på sekretariatet i Nykøbing er motiverede, engagerede og nyskabende. Alle yder en stor holdindsats for dagligt at servicere FDAs medlemmer på bedste vis.

Juristen bliver selvstændig
FDA har igennem de sidste 8 måneder trukket store veksler på vores fastansatte jurist. Benny L. Jensen har formået at få bund i sagspuklen efter hans forgængere, og samtidig ekspedere nye  sager, med meget kort svartid.
Benny har mens han har været ansat hos FDA generhvervet sin advokatbestalling. Med den i hånden har han fået lyst til at prøve kræfter som selvstændig erhvervsdrivende, hvorfor han har opsagt sit stilling hos FDA pr. 31.10.2012. Benny har samtidig indvilliget i, at FDA om ønsket fortsat kan gøre brug af hans ekspertise, indtil en anden løsning er fundet.

Jeg er sikker på, at FDA fortsat fremadrettet vil have et samarbejde med Benny. Jeg benytter lejligheden til at takke Benny for en god og loyal indsats i hans ansættelsesperiode. Jeg er sikker på. at det samme gør sig gældende for alle de mange FDA medlemmer, der har haft fornøjelsen af at samarbejde med Benny.

Strukturudvalget
På det ekstraordinære Landsmøde tilbage i januar blev det besluttet at nedsætte et strukturudvalg. Dets arbejde skulle munde ud i en rapport, som alle medlemmer i FDA skulle have lejlighed til at læse i starten af september. Efterfølgende blev der afholdt tre dialogmøder i henholdsvis Sorø, Tylstrup og Kolding, hvor Carsten Jørgensen fra strukturudvalget fremlagde rapporten ”Fra ord til handling. Medlemmerne kunne her stille spørgsmål og komme med kommentarer til indholdet i rapporten.
Rapporten. som blev udsendt i et Nyt fra FDA, skal ses i sammenhæng med de forslag til vedtægter og budget , der som en del af kompendiet er sendt elektronisk til alle medlemmer forud for afholdelsen af Landsmødet den 4. november 2012.

FDA Messen
FDA Messen, som er årets højdepunkt for FDA, er nu ved at tage form. I skrivende stund finpudses de sidste detaljer, så alt er klar til den 2. og 3. november 2012 i Billund.
Her mødes bestyrelsesmedlemmer med med kollegaer, tilegner sig ny viden og får genopfrisket det brugbare gamle.

Der er mulighed for at deltage i interessante konferencer samt at møde leverandører og servicepartnere m.fl., til en snak om det sidste nye inden for branchen.