FDA Orientering nr. 6

Ny FDA formand – og nye tv-kanaler

Næste år rokeres med tv-kanalerne i de såkaldte muxe, der forsyner sendemasterne. Det har de frie antenneforeninger taget højde for, for de ser frem og er derfor ved at forberede de tilsluttede hjem på den næste hindring i at se uforstyrret fjernsyn:

Når de øverste kanaler i frekvensbåndet åbnes for mobilt udstyr kan signalerne trænge ind i ubeskyttede anlæg. Antenneanlæggene har forberedt sig ved at gøre sine installationer HF-tætte, men hvor mange brugere ved overhovedet, om hjemmets egne installationer er sikret mod forstyrrelser?

I dette nummer giver Allan Nelsson, Corning Cabelcon, råd, som antenneanlæggene kan giver videre til husstandene, så de i tide kan sikre sig.

Det er også her, vi fortæller om landsmødet, hvor Poul Juul trak sig fra formandsposten til fordel for Carsten Karlsen, som vi præsenterer.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens direktør Agnete Gersing erkender, at styrelsens forslag til politikerne om indgreb, der kan give flere mulighed for at vælge enkeltkanaler, næppe er interessant for flere end 15 % af hjemmene.

Trods programpakker er der tro på, at der er plads til – behov for flere tv-kanaler. Vi fortæller om det store forarbejde til Discoverys TLC, og i en anden artikel forklarer internet-sitet KanalSport, at der er også er plads til den i kabelnettene.

LEDER: Problem eller mulighed

Ved Carsten Karlsen, landsformand

Der er meget, vi som en samlet organisation kan og skal påvirke det omkringliggende samfund, ting som påvirker vores dagligdag, og som ikke altid er til vores umiddelbare fordel.

Et eksempel er 800 MHz-problemet. En del af ”vores” frekvensbånd eksproprieres af staten, fordi det tjener hvad der opfattes som et bedre formål.

Vi kan fortsat bruge frekvenserne i vore kabelnet, men i æteren skal de give plads til andre elektroniske kommunikationstjenester, herunder mobilt bredbånd. Det kan levere trådløs kommunikation for mobiltelefoner og lignende med hurtigere hastigheder end det eksisterende 3G netværk.

Frekvensbåndet 790-862 MHz har i begge typer net været brugt til tv-signaler, og det ligger i direkte forlængelse af de øvrige tv-frekvenser. Med digitaliseringen er det overordnede synspunkt, at den mobile trafik er vigtigere, og da digitalt tv ”fylder” mindre end analogt sendt tv, kan vi jo bare holde op med at sende analogt.

Det tæller ikke hos myndighederne, at der af andre grunde er et stigende behov for de digitale frekvenser i kabel-tv net.

Det ville da heller ikke have været et problem, hvis det ikke havde vist sig, at brugen af 790-862 MHz i æteren, kan forstyrre i vore antenneanlæg.

Hvordan hænger det så sammen?

Vi sender jo i lukkede kabler, der igen for størstepartens vedkommende er gravet ned i jorden. Hvordan kan vi da påvirkes af de trådløse signaler fra de nye elektroniske kommunikationstjenester?

Det er lidt som i fodbold. Hvor forsvaret er svagest, finder angriberen muligheder for at komme igennem - og så er der chance for mål.

I vores antenneanlæg er de svageste led komponenter som stikdåser, splittere, forstærkere, dårlige kabler osv. Begrebet HF-tæthed bliver et nyt væsentligt emne.

Findes der i husinstallationen steder med HF-utæthed, kan signalerne fra de elektroniske kommunikationstjenester "krybe” ind og forstyrre billederne på tvapparaterne med frysning eller pixelering.

HF-tætte installationer

De fleste husejere har sandsynligvis selv monteret stik, kabler og andet antenneforbindelse i hjemmet. Det kunne næsten ikke gå galt. Det ”gode gamle” antennestik med u-formet plastikkappe var det foretrukne stik, og findes i stort antal rundt omkring i hjemmene.

Vel har vi oplevet udfordringer med husinstallationer i forbindelse med overgangen fra analoge til digitale udsendelser. Men de nye elektroniske kommunikationstjenester kan give større problemer i hjemmene. Der bliver behov for at informere om, hvordan man kan forebygge disse signalforstyrrelser.

Der bliver behov for nye HF-tætte stik, for kabelsamlinger med krympede F-connectorer, for metalafskærmning bag på stikdåsen på væggen, for nye kabler, dobbelt-skærmet med folie og en flettet strømpe af kobbertråd - og meget gerne med fastmonteret HF-tæt stik.

Alt sammen primært på grund af, at de elektroniske kommunikationstjenester ligger klods op af vore frekvensbånd.

Staten må påtage sig et ansvar

Statens salg af 800 MHz-båndet ventes at indbringe mange penge. En del af dem må staten afsætte til en god informationskampagne over for borgerne, der har købt deres husinstallationer i tillid til uforstyrret brug – og oven i har haft store udgifter i forbindelse med digitaliseringen af hele tv-området.

Vi i antenneforeningerne bliver også påført udgifter og risiko for uberettiget at blive mødt af sure medlemmer, der generes af det, de opfatter som dalende kvalitet af vore signaler.

FDA opfordrer staten til at sikre en god og forståelig informationskampagne, og til også at kanalisere midler til decentral information i antenneforeningerne.

Det, der forudses at blive et problem, er i virkeligheden en mulighed for at oplyse hr. og fru Danmark om problemets egentlige årsag, den fortsatte udvikling af digitale fordele. Som et lille ekstra bidrag kan den fremme beskæftigelsen hos vore servicepartnere, som får mere at lave i de hjem, der ikke selv vil eller kan give sig af med at forbedre deres installationer.