FDA Orientering nr. 5

2D eller 3D

Med de første 3D-tv kanaler i Europa er det nye format det ene af dette blads to temaer, som behandler såvel indholdsproblemer som tekniske- og rettighedsmæssige.

Er stikledningen forsikret?

Det andet tema er det økonomiske ansvar for stikledningerne. Vi har undersøgt, om husforsikringerne dækker skader på kablet fra fortovet til huset.

Tid til vedtægtsrevision

En landsretsdom har rokket ved en gængs opfattelse af, hvor meget bundet et medlem kan være af en generalforsamlings beslutning om at opgradere kabelnettet. Den afgørelse bør få nogle antenneanlæg til at revurdere vedtægterne.

Undertekster til flere

Der er godt nyt på vej fra Copydan/Verdens TV til antenneanlæg, som mangler mulighed for at lægger undertekster på nabolandskanaler.

Nye tv-kanaler

Noget så sjældent som en danske tv-kanal med musikvideoer er nu dagens lys. Kasper Krüger og andre har støvet mange, næsten glemte, musikvidoer op fra glemslens skabe og lofter til brug i den nye Uptown TV – og så går børnenes Nickelodeon i hd-tv.

Reklamebreaks også i DK

Vi undgår det ikke. Radio/tv nævnet erkender, at de også kommer i tv-kanaler med dansk sendetilladelse, men tonen skærpes overfor dem, der ikke følger reglerne.


LEDER: Velkommen til FDA Messe og Landsmøde 2010 i Billund

Ved Poul Juul, landsformand

Den store årlige sammenkomst, hvor bestyrelsesmedlemmer fra antenneanlæg fra hele landet mødes til et par dages samvær, står for døren.

”First-timers” og gamle venner mødes til en kop kaffe, en øl, ny inspiration og masser af snak om det, vi alle har fælles: Antenneforeninger, antenneanlæg, bredbåndsanlæg og alt hvad dertil hører.

Messen gennemføres fredag den 5. og lørdag den 6. november. ”Fremtidens antenneforening – fremtidens antenneanlæg” er overskriften over udstillinger og konferencer. Mere end 40 firmaer står klar til at fortælle om og demonstrere nyheder. Messearealet er udvidet med 35 % i forhold til 2009.

På konferencer i auditorium A og B præsenterer firmaer, myndigheder og FDA nye informationer, ideer, tanker og muligheder. Messen indledes med en paneldiskussion mellem store aktører i branchen under titlen: ”Hvor er markedet for antenne- og bredbåndsanlæg, og hvor skal vi hen? Status og perspektiver.”

Ændringer der udfordrer

Messe og landsmøde gennemføres på et tidspunkt, hvor der er sket og fortsat sker store ændringer i branchen. Ændringer, der udfordrer os alle.

Digitaliseringen ligger kun et år tilbage. Den giver stadig udfordringer med større følsomhed for ekstern støj i utætte husinstallationer. Stofa og Broadcast Service Danmark har fået nye udenlandske ejere. Betalingsordningen for TV2 er stadig til behandling i EU, men ventes at træde i kraft fra 2012. DR omlægger sine radioprogrammer, og ”Radio Møller” skal snart se dagens lys.

Politikerne ønsker DAB, selv om systemet forlades af landene omkring os. DTT-nettet og Boxer er kun kommet langsomt i gang.
Canal Digital er til salg. Dansk Bredbånd er solgt til Waoo, der forsøger at trænge ind på et presset marked på vegne af 15 fiberselskaber, som graver fiber ned, som om deres pengekasser er uudtømmelige.

YouSee er til salg som en del af TDC, der med Home Trio har bredt sig mere på markedet end DTT-nettet og Boxer. Samtidig skal vi formentlig begrænse frekvensområdet i vore kabelnet, fordi 800 MHz-båndet i fremtiden skal bruges til mobilt bredbånd. Endelig er den statslige regulering af konkurrenternes adgang til TDCs og YouSee’s coaxnet, den såkaldte Marked 5-regulering, en stor udfordring til både YouSee og dets kunder.

Forsikring og finansiering

FDA har i det forløbne år besvaret tusinder af spørgsmål fra antenneforeningerne, men også brugt tiden til at udvikle nye tilbud og redskaber til foreningerne.

I dette nummer af FDA Orientering offentliggøres en interessant analyse af forsikringsforholdene for stikledninger. Det er et eksempel på nye services fra FDA: Praktiske redskaber, som antenneforeningerne kan bruge direkte i forhold til deres medlemmer.

FDA har udarbejdet en vejledning for finansiering, der gør det lettere for antenneforeninger at skaffe banklån til moderniseringer og opgraderinger. FDA har her kunnet trække på fire bankchefer blandt antenneforeningernes bestyrelsesmedlemmer. En god dokumentation af, at vi sammen rummer mange flere ressourcer, end den enkelte forening kan mønstre. Den nye vejledning bliver på messen præsenteret af ophavsmændene. Med den i hånden kan antenneforeningerne undgå mange års bindinger og dårlige kontrakter med leverandørafhængighed.

Informations-service

FDA vil fremover til antenneforeningerne kunne levere aktuelle artikler, nyheder og kanalinformation direkte fra FDA til de enkelte antenneforeningers hjemmesider. Det er en løsning på den udfordring, de fleste antenneforeninger har mødt: Når glæden over nye, flotte hjemmesider har lagt sig, melder udfordringen med ajourføring sig.

FDA har længe arbejdet for, at alle antenneforeninger kan tilslutte sig et fælles, landsdækkende fibernet, der gør det meget nemmere at vælge og skifte leverandør. Denne nye mulighed bliver også præsenteret på messen og landsmødet. Et par større antenneforeninger er klar til at levere radio- og tv-signaler og internet til andre.

Nye standardvedtægter

Ledelsesfunktionen i antenneforeningerne får stadig større betydning.

FDA har udarbejdet forslag til nye vedtægter for antenneforeninger, der skal hjælpe os med at leve og overleve de mange udfordringer, vi står over for internt og eksternt. De er baseret på engagerede personers erfaringer gennem mange år, samt erfaringer fra en række sager, FDA har ført for medlemmerne. De nye vedtægter lægger vægt på bestyrelsen som den ansvarlige, daglige ledelse af foreningen.

Søndag den 7. november skal FDAs landsmøde samles om de organisatoriske opgaver med at påhøre og diskutere beretningen, godkende regnskab og fastsætte kontingent. Landsmødet skal også udstikke retningslinjer for FDAs kurs i det kommende år.

Vi styrker konkurrencen

Vi har mange udfordringer, men også mange nye løsninger. Et er dog sikkert. Danskerne vil forsat se tv, høre radio og bruge internet, og antenneforeningerne er en vigtig del af forsyningskæden mellem broadcasterne og hjemmene. Vi har fortsat en enestående mulighed for at levere god kvalitet til rimelige priser.

Hvis vi ikke var der, ville konkurrencen være mindre og forbrugerne skulle betale mere og have mindre indflydelse.

Velkommen i Billund.