FDA Orientering nr. 3

Brugerne kan selv

Selv om det er fire årtier siden, de første antenneforeninger blev dannet, kommer der stadig nye til. Det ene tema i halvårets sidste udgave fortæller om brugernes overtagelse af kommunale fællesantenner i tre byer på Djursland. Samt om hvorfor en initiativgruppe i en fjerde by måtte give op. Selv om det er langt mod vest medtager vi et eksempel fra England på, at beboere i små byer nu begynder at gøre det samme.

Medieforlig med konsekvenser

Et andet tema er det politiske medieforlig, der baner vej for mere hd-tv og fastholder DAB som fremtidens danske radioformat. Og så er must carry-forpligtelsen udvidet. Forliget indebærer også et stop for tilslutningspligter - men med respekt for, at gældende ordninger kan opretholdes, hvis konsekvensen ellers er økonomiske tab for antenneforeninger.

En følge af medieforliget er, at seerne må indstille sig på skjulte reklamer i form af betalte produktplaceringer i danske tv-udsendelser.

Brugerne vil selv

Svendborg Antenneforening vil selv spejle tv-kanalerne i stedet for at få de digitale leveret udefra. I god tid inden den nuværende aftale udløber vil markedets muligheder blive grundigt vurderet.

Viasat overlevede krisen

Oprøret mod primært Viasat og delvis Canal Digital i flere antenneforeninger er stort set forbi. Dog er der stillingskrig i Aabybro, hvis antennelaug ikke mere har Viasats kanaler, men fortsat gerne vil kunne tilbyde dem til de 20-25 % af medlemmerne, der er interesserede. Men dialogen mangler.

Antenneforening skal betale til højvandsdige

FDA er indtrådt som forsvarer for et anlæg, der er pålagt at betale til et højvandsdige. FDA mener ikke, at foreninger kan pålægges den slags afgifter. FDA bistår også et anlæg, hvor et udmeldt medlem i strid med vedtægterne vil have sin betalings tilbage.

Nyt til hjemmet

Den tekniske udvikling kommer også hjemmets installationer til gode. Det bliver lettere at få forskellige tv-formater, spil, telefoni mv. via et såkaldt multimedianetværk over hjemmets coax-kabler. Dermed er det endnu vigtigere, at hjemmene har kvalitetskabler og stik, der er tætte. Udstråling kan blive et stort problem.


LEDER: Det er en spændende tid

Ved Poul Juul, landsformand

Fire televirksomheder erhvervede i maj licenser til 2.500 MHz-båndet til mobilt bredbånd kaldet 4G eller LTE, som sættes i drift i 2011. Dets forholdsvis korte rækkevidde vil begrænse anvendeligheden til byområder.

IT- og Telestyrelsen har varslet, at antenneforeninger og andre kabel-tv distributører fremover skal dele 800 MHz-båndet med mobilt bredbånd. Disse frekvenser kan række ud over byområderne. Det undersøges stadig, om det er forsvarligt, at 800 MHz-båndet fortsat anvendes til kabel-tv. Problemerne ligger især i tunere og tilslutningskabler.

På en konference i april forsøgte fiberselskaberne endnu en gang at overbevise politikere og offentlighed om, at fiber til alle danske hjem er nødvendigt. På en anden konference afholdt af Dansk Industri og Dansk Erhverv og med deltagelse fra regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, blev det slået fast, at fiber til hjemmene er en unødvendig luksus, som ikke bliver udbredt de næste 10 år, hvis brugerne selv skal betale, men som mange vil sige ja tak til, hvis andre betaler.

Når man er på farten, bliver det nye mobile bredbånd et glimrende supplement til de kabler, som fortsat vil være den vigtigste forsyningskilde med bredbånd til hjemmene. FDA anbefaler lige som regeringens Højhastighedskomite, at kablerne i 2013 skal kunne levere bredbånd på 50 Mbit/s. Formentlig vil 100 Mbit/s være tilstrækkeligt i år 2020. Men ellers vil nye tekniske muligheder til den tid sætte coaxkablerne i stand til at transmittere højere hastigheder.

Et smallere medieforlig

Der kom ikke et bredt medieforlig, men en smal ”Mediepolitisk aftale for 2011-14”. En vigtig nyhed er, at forbrugerne skal kunne købe programmer enkeltvis udover de kendte tv-pakker.

FDA har længe ønsket, at antenneanlæggene skulle kunne købe tv-kanaler enkeltvis og sælge dem videre til deres brugere. Vi skal levere det, brugerne ønsker og ikke tjene penge på at sælge så mange kanaler som muligt.

Et regeringsudvalg skal nu undersøge, hvordan det kan lade sig gøre. FDA ønsker at medvirke i et sådant udvalg. Man kan jo starte med at undersøge, hvorfor krav om mere fri konkurrence har medført, at man i dag skal abonnere på fem kanaler for at se superligafodbold og tre kanaler for at se fodbold VM.

Must carry, som er statens krav til minimal, digital distribution i antenneanlæg, udvides med DR K og DR Ramasjang. Det er FDA tilfreds med. Forbrugerne skal kunne se alle de kanaler, de betaler via medielicensen. Folketingskanalen bliver også must carry.

Konkurrence velkommen

Politikerne ønsker, at forbrugerne skal stilles frit i valg af leverandør. Derfor har de besluttet, at alle gældende krav i lokalplaner om tilslutningspligt skal afskaffes. Der kan ikke i lokalplaner oprettes ny tilslutningspligt, og forbrugerne skal kunne frigøre sig fra eksisterende bindinger.

FDA er sikker på, at brugerejede antenneanlæg kan klare sig på markedsvilkår. Derfor har vi heller ikke brug for tilslutningspligt. FDA er tilfreds med, at der kommer overgangsordninger, der sikrer, at antenneanlæg ikke kommer i økonomisk klemme.

Kampen mod tilslutningspligten er en mærkesag for fiberselskaberne, som har set den som en hindring for deres succes. Medieaftalen angiver, at fjernelse af tilslutningspligten skal øge konkurrencen. FDA ønsker også fri konkurrence, også at det mobile bredbånd vil øge konkurrencen. Men politikerne tillader stadig, at fiberselskaberne tager milliarder af kroner op af fede fonde, som forbrugerne har finansieret via overbetaling for el.

Det er hverken fri eller fair konkurrence, og det har de politiske partier igen valgt at overse.

Leverandører til salg

Stofa er til salg. Moderselskabet TeliaSonera forhandler til flere sider. Både fiberselskaberne og Telenor siges at være potentielle købere. Uansat hvem der køber Stofa, må det forventes at medføre ændringer på vores marked.

YouSee bliver nok også sat til salg inden længe - sammen med moderselskabet TDC. IT- og Telestyrelsen fortsætter arbejdet med at frigive og regulere adgangen til internet via YouSee’s coaxkabler. Det kommer i høj grad til at berøre antenneforeningerne.

Der er således stadig mange udfordringer til antenneforeningerne. Er vi beredt til det?

Vi skal tale mere sammen

Nogle foreninger er stadig ”AF Classic” - ”de frie” antenneanlæg, som selv nedtager kanaler fra parabol eller antenne eller får dem leveret over fiber.

Andre køber tv-kanaler eller tv-pakker hos Stofa, YouSee eller Canal Digital. Er denne spredning en svaghed, som nogen påstår? Det kan det være, hvis vi ikke taler sammen og udveksler erfaringer. Men det kan også være en styrke.

Den vigtigste grund til stadig at opretholde en antenneforening er, at man bevarer valgfriheden. Den enkelte forening kan følge markedets udvikling og selv vælge leverandør.

Antenneforeningernes eksistens betyder, at der er et marked. Det er et vigtigt mål for FDA, at det stadig er et marked i bevægelse.

Hvis det fryser fast, og der kun er én eller to leverandører, siger den økonomiske teori det klart: Så stiger priserne uden tilsvarende forbedring af indholdet.

Vi skal styrke os

At menneskelig iderigdom og gå-på-mod stadig eksisterer, viser tilkomsten af nye antenneforeninger (se side 4-10).

I FDA skal vi SAMMEN glæde os over, at vi er i gang med at styrke vores position ved etablering af ERFA-grupper. Den første for ”Canal Digital-foreningerne” har netop set dagens lys. Den næste for ”De frie” vil sikkert blive etableret i sensommeren. Og flere kommer forhåbentlig til.

God sommer. Forhåbentlig med så godt vejr, at vi kan undvære tv en tid.