FDA Orientering nr. 2

Det gule kort til tv-priserne

Temaet i årets anden udgave afspejler hovedemnet på mange generalforsamlingen i antenneanlæggene i foråret: de fortsat stigende priser på tv-kanaler, der sammen med fortsat flere attraktive danske kanaler medfører større prisforhøjelser, end der registreres på andre områder.
Forsidebilledet er fra den nok mest markante reaktion: et klart nej i Aabybro til såvel foreningens programleverandør Canal Digital og til Viasat, men foreningen står ikke alene om at give det gule kort.

Kablerne har det godt

Landets antenneanlæg klarer sig godt i den hårde konkurrence med de store selskaber, konstaterer landsformand Poul Juul i bladets leder.
Fra den midtjyske forening Bryrup supplerer den lokale formand med sin beretning om, hvordan han personligt fik vendt bestyrelsen til aktivt at ændre på nogle uheldige ting i foreningen - og selv opsøgte 30 husstande, der så fjernsyn fra kabelnettet uden at betale.

Fem år og betalt

Den nordjyske Birkelse-Ryaa Antenneforening lagde ud i 2004 trods et særdeles økonomisk vanskeligt grundlag. Fem år efter er investeringen betalt og stadig flere tilslutter sig den lille forening. Den nyder godt af at være med i en hovedstation, som er fælles for fem antenneforeninger.

Danske tekster til alle

Danske tekster på nabolandes tv-kanaler var en nyskabelse, som Copydan tog initiativ til, og det fungerer. Men det viste sig at blive både svært og dyrt for mindre foreninger at være med. Copydan har hyret en tekniker til at hjælpe med at løse problemet.

Firmaer må betale for få vist produkter

Det er almindeligt, at firmaer stiller deres produkter gratis til rådighed for at få dem vist i tv-udsendelser. Hidtil har de skullet gøre det gratis, men lovgivningen er på vej til at blive ændret, så tv-producenterne kan kræves penge for den reklame, firmaerne får.

Avatar fremskynder 3D-TV

Filmen Avatar er med til at styrke de store forventninger til 3D-TV. Gert Svendsen har været i USA for at se på fænomenet, som han siger ikke er så dumt endda - trods de der briller.


LEDER: Kablerne lever og har det godt

Ved Poul Juul, landsformand

Bag mit hus er nedgravet et coaxkabel, som til husets beboere leverer 20 Mbit/sbredbånd og internet til 5 laptops og 2 stationære pc-er, broadcast af 30 analoge tv-kanaler, 55 digitale tv-kanaler, heraf 12 i hd, 20 fm radiokanaler samt unicast som Start forfra og Video-On-Demand til familiens 4 beboere med 2 digitale og 3 analoge tv-apparater. Det er rigeligt til at tilfredsstille alles behov og ønsker på disse områder.

Det fantastiske er, at kablerne, der transmitterer disse herligheder, blev gravet ned for 37 år siden. Dengang til 4 analoge tv-kanaler og nogle radiokanaler fra en fællesantenne. Mens kablerne har ligget uberørt siden, er den oprindelige kapacitet på 5-230 MHz med nyere forstærkere opgraderet til 5-862 MHz med aktiv returvej. Men kablerne er de samme.

Ingen havde for 15 år siden forestillet sig, at coaxkabler ville komme til at transmittere så store trafikmængder, som de kan i dag. DOCSIS 2 giver os 20 Mbit/s og DOCSIS 3 kan levere 100 – 150 – 200 Mbit/s.

Flere brugere hos færre udbydere

I Danmark forsyner coaxkabler ca. 1,6 mio. af landets 2,6 mio. husstande (62 %) med bredbånd, tv og radio. Ca. 600.000 af husstandene forsynes fra antenneforeninger opstået som den danske andelsbevægelse: Lokale, fælles løsninger på fælles problemer.

På Cable Europes kongres i marts i år blev det oplyst, at antallet af husstande med kabel-tv i Europa stadig stiger. Men også, at der sker en koncentration fra mange små til færre store net. I Belgien er f.eks. tusinder af uafhængige net reduceret til to kommercielle netværk. Det skræmmende er ikke bare koncentrationen, men at de to net dækker hver deres geografiske område, som derfor i realiteten har monopolstatus. Monopoler svækker konkurrencen, skaber stagnation og højere priser.

I Danmark var der før 1990 fire geografiske monopoler på telefon. Alle kan se de store fordele vi har ved i dag at have 43 telefonselskaber: Lavere priser og flere og bedre services.

4.500 danske foreninger

Danmark har allerede to store kabel-tv- og internetselskaber: YouSee og Stofa. Hertil kommer et par mindre kommercielle distributører samt 4.500 antenneforeninger, mange med et godt samarbejde med de to distributører. Men hvis ikke vi skal tilbage til situationen før 1990, er det nødvendigt, at antenneforeningerne forbliver uafhængige og fremmer konkurrencen.

For ca. 25 år siden kom glasfiber frem. Den bliver stadig udviklet, og alle operatører og mange antenneforeninger bruger fibre i deres back-bone og overordnede net.

El-selskaberne, som jo stadig er lokale monopoler, så her en ny forretningsmulighed:
Når man alligevel skulle grave, kunne man lige så godt samtidig lægge rør med fibre til kabel-tv og internet. Det burde give øget konkurrence og dermed bedre priser og produkter, men det har ikke været tilfældet. Fiberselskabernes store vision er, at få nogen til at betale for, at alle danskere får fiber til hjemmet. Det vil give alle hjem en kapacitet på ca. 1 Gbit/s, som vi absolut intet har at bruge til de næste 10 år.

Monopolmetoden

El-selskabernes forretningsmodel er totalt kuldkastet af den teknologiske udvikling. De har baseret sig på, at coaxkabler kun kunne levere ganske få Mbit/s, men kablerne kan nu levere op mod 200 Mbit/s. Og snart bliver fiberselskaberne igen overhalet. Denne gang af trådløst bredbånd.

Fiberselskaberne har investeret 43.000 kr. i hver tilslutning. Antenneforeningerne plejer at investere ca. 5-10.000 kr. i en tilslutning. Fiberselskaberne har brugt mere end 7 mia. kr. på at komme ind på vores marked, hvor de åbenbart er uden tilstrækkelig viden og kunnen. Og for vores egne penge, som monopolselskaber gjorde på telefonområdet. Realiteterne er, at Danmark allerede er så godt dækket med bredbånd via coax, at næppe noget land i verden kan slå os.

Antenneforeningerne er klar

Regeringens Højhastighedskomite har modstået det usaglige pres fra el-selskaberne.

Højhastighedskomiteen har sat det mål, at 80 % af alle danske husstande i 2013 skal have bredbånd med 50 Mbit/s i download og de resterende 20 % af husstandene skal have mindst 20 Mbit/s. Den målsætning kan FDA bakke op og anbefale antenneforeningerne at sætte som konkret mål. Nogen opfylder det allerede i 2010. Det kan sagtens klares uden fiber til hjemmene.

Antenneforeninger skal være klar til at investere i mere fiber, når behovet opstår. Men at investere i en fiberforbindelse til hjemmene, der kan levere 1 Gbit/s, er rent spild af ressourcer. Landets største elselskab Dong har indset dette, har givet op
og solgt sine fibernet til YouSee til ¼-del af prisen.

Coax til alle hjem!

El-selskaberne har rigeligt med udfordringer i f.eks. at levere billig grøn strøm fra vindmøller. Mon ikke de skulle satse på at
løse deres egne problemer?

De brugerejede antenneanlæg står over for mange udfordringer:
Usaglig markedsføring fra el-selskaberne, som vil sælge fiber til hjemmene. Koncentrationer og monopoldannelser, der vil skade konkurrencen og øge omkostninger og priser.

Men vi har et trumfkort: Coaxkabler ud til alle hjem i vores områder. Det er vores guldrandede investering. Den skal vi passe, pleje og udvikle. Til gavn for vores medlemmer.

Kablerne længe leve!